Studenterhuen i sig selv er noget, man oftest forbinder med studenterugen, da det er den tid, man har den på. Når denne tid er overstået, så er det sjældent, at man har den på – men i langt de fleste tilfælde gemmer man den, og det kan være sjovt at finde den frem senere og læse nogle af de beskeder, som er blevet skrevet i den.
Det er en god måde at mindes den tid, hvor festlighederne stod på, og hvor man havde overstået et stort kapitel i sit liv.
Du ved formentligt, at man skriver den sidste karakter i midten af huen, men udover det, hvad skriver man så reelt set i studenterhuen – og afhænger det af, hvem man skriver til?
Lad os kigge lidt nærmere på nogle af de almindelige traditioner og “regler”, som har med studenterhuens beskeder at gøre.
Beskeder fra venner og bekendte
Det er en del af den almindelige tradition, at man skriver beskeder i venner og veninders studenterhuer. Hvad man vælger at skrive varierer meget, hvor nogle skriver en personlig besked, og det er helt op til den enkelte, hvilken retning man ønsker det skal tages i:
- Nogle skriver en inspirerende besked, som hjælper med at motivere den nye student.
- Nogle vælger en lykønskning til studenten, for alt det, de har opnået.
- Nogle vælger en sjov besked, måske med et særligt minde, man har haft sammen.
- Og nogle vælger at skrive sjofle beskeder eller lignende – det er typisk de nærmeste venner, som lige vil have lidt ekstra sjov med.
Det er helt op til den enkelte at vælge, og det afhænger jo typisk af det forhold man har – og det er jo netop den type, som er sjovt at kigge tilbage på adskillige år senere, så man kan få et indblik i de nostalgiske følelser.
Der er også plads til de frække aftaler
En af de lidt mere specifikke typer beskeder er dog de frække aftaler. Studenterhue reglerne siger nemlig, at frække aftaler i løbet af studenterfesterne skal skrives på indersiden af huens svedbånd.
Det giver lige lidt ekstra til aftalen, og det giver muligheden for at vise sig lidt frem for venner og veninder, hvis man nu har lavet en virkelig god scoring – og det kan jo være sjovt at snakke om efterfølgende.
Det er normalt at skrive kække beskeder i huen – men faktisk også på banneret på studentervognen. Mangler I inspiration til dette, så tag et kig på vores artikel om studentervognsbannere.
Hvad skriver mor i studenterhuen?
For de fleste mødre vil studentertiden være en tid, hvor man er lidt ekstra stolt af sit barn, og derfor er det meget normalt, at man gerne vil skrive en besked i huen også.
Der er ikke nogle særlige regler for dette, og det er helt op til moderen at beslutte, om hun ønsker at skrive en kærlig besked, en lykønskning med håb for fremtiden – eller måske en lidt pinlig besked for at drille den nyudklækkede student.
Et par gode huskeregler er dog:
- Selvom du gerne vil skrive meget om, hvor stolt du er som mor eller far, som er der begrænset plads; hold det derfor lidt kort.
- Selvom det kan være fristende at skrive en pinlig besked, så kan det være en god ide at lade være – eller i hvert fald ikke alt for pinlig.
Det handler jo om at skrive noget, som studenten bliver glad for, og som de kan se tilbage på mange år senere, og mindes tiden.
Hvad skriver man i skyggen på sin studenterhue?
Når du bestiller studenterhuen, så har du ofte muligheden for at få noget trykt på indersiden af skyggen. Det er i grove træk op til dig selv at vælge, om du ønsker noget inspirerende, noget sjovt, eller måske nogle helt særlige studenter citater, som bare rammer helt plet.
Mange vælger et personligt citat, som de føler passer til deres oplevelse, og det kan være en god måde at gå all-in på de gode minder, du har haft.
Hvad skriver man foran på sin studenterhue?
Forsiden af studenterhuen pyntes ofte med en kokarde med et særligt emblem, og så er det ganske normalt, at man ikke har andet stående – og at der heller ikke bliver skrevet noget, da beskeder typisk skrives inde i selve hatten. I nogle tilfælde kan man se studenterhuer, hvor enten skolens navn, eller endda studentens navn, er skrevet foran – men det er langt mere normalt, at disse er skrevet på bagsiden af studenterhuen.
Der er selvfølgelig ingen, som siger du ikke kan skrive beskeder på forsiden af huen. Hvis du gerne vil sikre, at andre ser beskeden, så er det jo det helt rette sted!
Digt vers til studenten
Vil du gerne gøre lidt ekstra ud af det, så kan du jo kaste dig ud i at digte vers til studenten; et lille vers om jeres tid sammen, og det I har været igennem – eller måske et sjovt vers om den der bytur, hvor vedkommende lige blev lidt for fuld.
Husk dog på, at pladsen i huen er begrænset, og der skal være plads til andre beskeder også.