Når dagen endelig oprinder, og det er tid til at køre studenterkørsel, er det en super god idé at have forberedt en række ting på forhånd for at undgå unødvendig stress.
Når studenterkørslen er igang
- Husk, at det tager tid at komme af og på bilen. Det kan være svært at holde styr på 25 fulde studenter. Det er derfor vigtigt, at I lytter til chaufførens instruktioner i starten af turen, og at I løbende følger hans anvisninger.
- Husk at medbringe vand og sørg for at fylde op og drikke rigeligt undervejs. Under en studenterkørsel indtager du rigeligt med alkohol, så det er vigtigt at opretholde kroppens væskebalance. Drik lidt vand en gang imellem. Så holder I meget længere og får det maksimale ud af studenterkørslen.
- Det er en god ide at holde lidt igen med alkohol i starten af studenterkørslen, så I ikke blive for fulde for hurtigt. I har en lang dag foran jer. Der kommer med sikkerhed en masse lækker mad og drikkevarer senere på jeres rute.
- Traditionen tro! Den student i jeres klasse med det højeste gennemsnit skal løbe efter jeres studentervogn fra det første sted på jeres studenterkørsel. Reglen gælder dog ikke, hvis der er mere end 200-300 meter mellem stederne.
- Hvis en student taber sin hue under studenterkørslen, kører studentervognen ikke videre før studenterhuen er samlet op. Den student, som har tabt sin studenterhue, skal herefter bunde en hel øl. Studenten skal derefter aflevere sin studenterhue til chaufføren. Studenten får først sin studenterhue igen ved næste stop.
- Husk, at alle jeres studenterhuer har en stormrem. Brug dem under hele studenterkørslen, så jeres studenterhuer ikke blæser af.
- Undgå at dirigere lastbilen ind ad lange, lukkede veje eller pladser. Studentervognen skal have mulighed for at vende.
- Den student, som vi kører hjem til på ruten, skal sidde med i førerhuset på studentervognen som vejviser. Dette gør stundenterkørslen nemmere, da pågældende student kender ruten til sin egen hjemadresse.
Vognen skal pyntes
Klassen har jo ”kun” en time til at pynte studentervognen, så der er en del beslutninger der skal være taget i forvejen. Det giver måske sig selv, men det kan være livsvigtigt at have klare aftaler omkring, hvem der medbringer hvad, så man ikke risikerer, at alle har medbragt bøgegrene, mens ingen har medbragt noget til at fastgøre dem med.
Hvis klassen har planer om at pynte vognen meget, kan det muligvis også være nødvendigt at koordinere, hvem der står for hvad. Ellers kan man pludselig stå i en situation, hvor ingen rigtig gider tage ansvar for noget, fordi turen måske ligger sent i studenterugen, så alle er trætte og i søvnmangel.
Det kan også give dårlig stemning fra start, hvis én elev skal agere forælder for resten af klassen for at få dem til at hjælpe. Især hvis turen ligger sidst på ugen, kan folk blive irriterede hurtigere, end de normalt ville.
Jo flere der hjælper til med at pynte vognen, jo pænere kan vognen blive, og jo mere kan alle nyde det endelige resultat. Men uden klare aftaler er det før set, at nogle forsøger at liste sig uden om pynteopgaven, hvis de kan slippe afsted med det.
Husk at medbringe…
Hvad angår ting, der skal medbringes, er der flere ting at sige. Sørg for at have nok tøj med. Det er bedre at tage en trøje af og hænge den over skuldrene, end det er at sidde og fryse og risikere at skulle bruge ugen efter studenterugen på at ligge i sengen med sygdom.
Der er ingen grund til at medbringe en masse alkohol på turen. I tænker måske, at turen skal have en over armen, og at det selvfølgelig kræver en masse alkohol, men erfaringen siger, at der vil blive serveret alkohol langt de fleste steder, I stopper.
Alle forældre vil gerne sørge for, at I får så god en tur som mulig, så de sætter gerne langt mere frem, end der er brug for, især af studentermad. På et tidspunkt når I også en grænse, og når det sker, er det ikke særlig sjovt at skulle bære rundt på en masse alkohol.
Nyd hellere, at der højst sandsynligt bliver serveret en masse for jer, som I slet ikke skal betale for. Sådan en studenteruge er dyr nok i forvejen.